Historien om Nanna og Jørgen Ditzel
Allerede som 17-årig fandt Nanna Ditzel ud af, at hun ville være møbelarkitekt.
Hun voksede op i et borgerligt, men frisindet hjem i København. Hendes forældre havde oprindeligt mere traditionelle ambitioner for deres datters karrierevej, men da de så alvoren og seriøsiteten i hendes ønske, valgte de at bakke hende op.
Nanna var en tænksom og viljestærk ung dame. Når hun vidste, hvad hun ville, gik hun målrettet til værks, og hun var meget bevidst om, at det både handlede om at have fagligheden i orden og samtidig bevare evnen til at udvikle sig. Hun skrev i sin dagbog i maj 1943:
”Det er dejligt at mærke, at der efterhånden gror fast grund under fødderne. Så gælder det blot om, at den ikke bliver så fast, at man ikke kan rokke sig fra den. Jeg er nu fuldt besluttet på, at jeg gennem roligt og støt arbejde vil blive en dygtig møbelarkitekt. Men jeg vil samtidig sørge for at blive et menneske med indhold…”
Nanna fik sin vilje. Hun blev udlært snedker og kom derefter ind på Kunsthåndværkerskolens møbellinje, hvor hun også mødte sin kommende mand og samarbejdspartner Jørgen Ditzel. De blev gift i 1946 og fremtiden så lys ud. Krigen var slut, de var begge færdiguddannede og danskerne higede efter et mere moderne liv, og en mere moderne måde at indrette sig på. Nanna og Jørgen etablerede deres egen tegnestue og deltog flittigt i de udstillinger og konkurrencer som boligforeninger og møbelproducenter arrangerede. De tegnede både møbler og tekstiler, og deres projekter blev ofte bemærket og præmieret. Det var også i denne periode at Nanna lærte at kende og forstå den kreative arbejdsproces. Hun skrev i sin dagbog i november 1946:
”Jeg forstår nu, at hvis man skal drive det til noget som arkitekt, kan det ikke gøres i ledige stunder nu og da. Alt hvad man kan skabe på den måde bliver kun varianter af allerede eksisterende ting, hvilket der specielt nu ikke er brug for, da nye materialer kalder på et helt nyt formsprog. Hvis det hele skal blive til noget, hvis der skal være tale om en selvstændig udvikling, må man affinde sig med, at man ikke på noget tidspunkt kan slå en klap for og melde færdig.”
Da Nannas ældste datter Dennie senere i livet spurgte Nanna, hvornår hun vidste at noget var færdigt, svarede hun, at det var, når det så ud, som om det altid havde været der.
Nanna og Jørgen fortsatte deres frugtbare samarbejde op gennem 1950’erne, og det var også her, at deres tre døtre kom til verden: Dennie i 1950 og tvillingerne Lulu og Vita i 1954. Familieforøgelsen betød at parrets designs i endnu højere grad end tidligere bar præg af, hvad de selv havde brug for. Da parret boede småt i deres første lejlighed tegnede de små møbler, der ikke fyldte det hele, og nu var der brug for børnemøbler, man kunne vokse med, børnesenge og høje stole.
Men det var også i denne periode, at de prøvede kræfter med nye materialer som kurveflet og skum, de tegnede og udstillede deres første udfordrende trapperum ”Gummicellen”, hvor de argumenterede for at man tænker bedre og har friere samtaler, når man ”sidde-ligger”. De begyndte at tegne smykker og kom i stald hos Georg Jensen, og de etablerede et produktivt samarbejde med Kolds Savværk i Kerteminde. Samtidig var de flittige deltagere i konkurrencer og udstillinger, og de deltog hvert år i Københavns Snedkerlaugs møbeludstillinger – det der senere kom til at hedde Snedkernes Efterårsudstiiling.
Det gik rigtig godt for det ambitiøse unge par, og i juni 1956 skrev en glad og travl Nanna i sin dagbog:
”Vores tilværelse er rig, nærmest overfyldt, skønt vi prøver at begrænse os. Det er som om alle livets goder og pligter kommer på en gang.”
Men med tre små børn var det også svært at finde tid til den fred, frihed og arbejdsro Nanna værdsatte så højt, og som var en grundlæggende forudsætning for hendes kreative arbejde. De overvejede at ansætte nogle medarbejdere, men var også bekymrede for at gå på kompromis med deres høje amibitoner og ”lave noget skidt”. I stedet forsatte de deres konstruktive arbejdsform, hvor de var sammen om alle projekter, og når den ene stødte mod en mur, tog den anden over og sammen fandt de den helt rigtige løsning.
De ansatte hjælp på hjemmefronten til børnepasning, rengøring mm., og det gav den fornødne ro til at koncentrere sig om det kreative arbejde og de opgaver, de fik så mange af.
I januar 1958 skrev Nanna i sin dagbog:
”Vi er så glade for den nye tegnestue. Der er fred, plads og den rigtige indretning. Vi får bestilt mere end vi længe har kunnet, vi er begge lige utilbøjelige til at tage til byen eller i det hele taget tilbringe tiden andre steder end her.”
Halvtredserne var på alle måder et arbejdsomt, positivt og udbytterigt årti for Nanna og Jørgen Ditzel. De var blevet etablerede og anerkendte designere indenfor både møbler, smykker, tekstiler og brugskunst. De blev lagt mærke til fordi de tænkte nyt og anderledes og turde føre deres ideer ud i livet. Men det sluttede brat da Jørgen døde efter kort tids kræftsygdom få dage før sin 40-års fødselsdag i foråret 1961. Nanna stod alene tilbage med en voksende tegnestue og 3 små piger – en situation der nok ville have slået mange ud. Men Nanna følte både lyst og pligt til at fortsætte det arbejde, de havde haft sammen.
Det tætte samarbejde med Jørgen havde været helt centralt for Nanna.
”Deres samarbejde var baseret på sanselig intuition og konkret viden, der symbiotisk blev drivkraften for deres tanker og samtidig stimulerede dem til at tænke noget, der udfordrede den anden. Ifølge Nanna Ditzel var samarbejde helt essentielt for den kreative proces.” Sara Staunsager i ”Nanna Ditzel – At forestille sig fremtiden)
Efter Jørgens død manglede Nanna sin tætte samarbejdspartner, men hun opsøgte nye relationer og fik gode sparringspartnere og venner blandt de producenter hun samarbejdede med. Samtidig blev hun en del af kredsen omkring Mobilia – et tidsskrift der markedsførte dansk design i udlandet - og her var hun i godt selskab med Verner Panton, Gunnar Aagaard Andersen, Poul Henningsen, Gunnar Bratvold og Percy von Halling-Koch – alle mennesker med fuld fart på og lyst og mod til at gøre op med konventionelle tankegange. Her fandt Nanna både gode venner og masser af inspiration til at fortsætte sit kreative arbejde.
I 60’erne arbejdede hun videre med ideen om, at man tænker og samtaler bedre når man kan sidde-ligge og samtidig bevæge sig i rummets tre dimensioner. Det blev til både Bjergplateauet på Snedkernes Møbeludstilling (1962), Solgården (1962), Børneparkeringen i Forum (1963), indretningen af børnebiblioteket i Lyngby (1968) og endelig skummøblerne Vilette (1966), som kom til at danne rammen om Nannas private hjem de næste mange år.
Derudover havde Nanna et tæt samarbejde og venskab med Poul Kold og sammen udviklede de en række børnemøbler, herunder Trisse-møblerne, som stadig er i produktion og har fundet plads i mange danske hjem. Møbelstoffet Hallingdal blev lanceret i 1965, mange nye smykker så dagens lys og Nanna havde udstillinger i både ind- og udland.
Trods de nye og svære omstændigheder, hvor Nanna stod alene med ansvaret for tegnestuen og 3 børn, var hun umådelig kreativ og produktiv. Hvordan kunne det lade sig gøre? Det kunne det, fordi Nanna var den hun var. Hun ejede en sjælden viljestyrke og et enestående gå-på-mod. Problemer var til for at blive løst. Hun gav ikke op, og hun tænkte altid fremad. Og så kunne hun ikke lade være med at tegne og finde på. Hun havde en stor frihedstrang og kreativ kraft, og hun oplevede en kæmpe glæde ved at skabe. Hun skelnede ikke mellem arbejdsliv og privatliv, de var to integrerede dele, og kreativiteten og skaberglæden bandt det sammen. Derudover var hun eminent til at uddelegere de opgaver, hun ikke selv fandt interessante, og alt dette tilsammen gjorde, at hun kunne arbejde som hun ønskede.
I slutningen af 60’erne mødte Nanna Ditzel sin anden mand Kurt Heide. Han var forretningsmand og havde en moderne møbelbutik i London, hvor han blandt andet solgte nogle af Nannas designs. Det var nemmere at flytte en tegnestue end en butik, så Nanna tog skridtet og flyttede til London.
Efter et par år solgte Kurt Heide sin møbelbutik og sammen etablerede de showroomet Interspace. Nanna indrettede det store showroom med egne designs og i tidens pangfarver, og hun fik plads til sin tegnestue i den ene ende af bygningen. Kurt solgte både Nannas møbler og udvalgte italienske møbler til kontraktmarkedet, samtidig med at han udlejede møbler til film m.m. Virksomheden gik godt, og der blev holdt mange fester og receptioner i Interspace. Nanna og Kurt nød det pulserende London-liv med koncerter, teater og venner fra kulturlivet. Men det var sværere for Nanna at slå igennem som designer i London. Der var meget få moderne møbler i London på den tid, den engelske befolkning, generelt, gik ikke op i boligindretning og de engelske møbelproducenter turde ikke binde an med designs, de ikke var sikre på ville sælge. Nanna etablerede dog et godt samarbejde med flere britiske tekstilvæverier, blandt andet Kilkenny i Irland og Firth Furnishing i Yorkshire, og det resulterede i en hel række farverige tekstiler inspireret af 70’ernes swinging London. Derudover fortsatte Nanna samarbejdet med de danske producenter, og derfor var det heller ikke svært for hende at vende hjem til Danmark efter Kurt Heides død i 1985. Ligesom tekstilerne viser Nannas designs fra 70’erne en åbenlys påvirkning fra Londonlivet med farver, former og mønstre. Eksempler på dette er de farverige glasfibermøbler udviklet i samarbejde med Oddense Maskinfabrik, og kurvemøblerne med de snørklede mønstre, som er lavet i samarbejde med Fennkong.
I 1987 etablerede Nanna tegnestue, værksted og hjem i et blåt byhus i det indre København, og her startede en ny æra for den nu 64-årige designer. Hun havde stadig masser af ideer, der skulle føres ud i livet. Hun nød at være hjemme i København og fandt hurtigt tilbage i den danske designverden. En af de første opgaver hun påtog sig var indretningen af de nye IC3 toge, der blev klædt i Hallingdal i en helt ny farveskala.
Herefter fulgte en årrække hvor Nanna virkelig udfoldede sin legesyge og afprøvede nye teknikker og materialer. Bænk for to, som i sig selv er en smuk skulptur, blev startskuddet til et langt og givtigt samarbejde med Fredericia Furniture. Sammen udviklede de Trinidadstolen, som blev en mulighed, fordi der var kommet en CNC fræser til Danmark. Denne kunne lave de fine riller, der lader lyset skinne igennem og danne skygger på gulvet.
Sammen med PP-møbler drev hun finerens foldemuligheder til grænsen af det mulige med Seashell Chair, der blev udstillet på Snedkernes Efterårsudstilling i 1996.
Nanna tilbragte meget gerne tiden i sit sommerhus i Dronningmølle. Her havde hun både arbejdsro og frihed til at udfolde sin skabertrang - og rig mulighed for at lade sig inspirere af den natur hun holdt så meget af. Dette ses også tydeligt i mange af hendes seneste designs som leder tankerne i retning af hav, sommerfugle, konkylier og flyvende lethed – tænk blot på Bølgestolen, Sommerfuglestolen, Icon stolen, Citybænken, tekstilerne Assisi og Pisa og smykkeserierne Surf og Grates. Fælles for disse er også det feminine træk med bløde og runde former, som præger mange af Nannas designs.
Den sidste æra af Nannas arbejdsliv, tilbage i København, blev meget positiv. Hun tænkte nyt og fik sine ideer gjort til virkelighed. Hun udviklede nye samarbejder, havde soloudstillinger og deltog ofte i Snedkernes Efterårsudstilling. Hun lavede lige præcis det, hun havde lyst til, og for det fik hun både priser og anerkendelse.
Nanna sagde ofte at livet skal være så dejligt som muligt, og det sørgede hun for, at det blev. Hun elskede sit liv og sit arbejde, og det at skabe og udfolde nye ideer var for hende selve essensen.
I sin åbningstale til Trapholt udstillingen ”Nanna Ditzel – Design til nye højder” beskrev Louise Campbell Nannas egenskaber på allerfineste vis:
”Nanna Ditzel havde et håndværk, men var først og fremmest designer. Muligvis den allerbedste vi har haft, hvis vi justerer lidt på klassiker-kriterierne og ser på designerens fornemste opgave, som jo er at imødekomme enhver ny udfordring med lige dele kritisk interesse, omhu, gåpåmod, vedholdenhed og sans, især sans. For mennesker. For materialer, former og farver. For situationer. For hvor grænsen er, og for hvortil grænsen kan rykkes.”
Efter Nanna Ditzels død i 2005 har hendes 3 døtre overtaget varetagelsen af livsværket. Sammen med Thomas Graversen fra Fredericia Furniture danner de virksomhedens bestyrelse. Den daglige ledelse blev frem til 2023 varetaget af Dennie Ditzel, men er nu, efter et generationsskifte, overtaget af Nannas barnebarn Camilla Ditzel og Henriette Noermark.
​